Tryghed og stammedans om konflikt

Der bliver ikke råd til tryghed. Hverken i form af uddannelse, seniorordninger eller stigninger, der kan sikre jeres realløn. Vi er klar til en storkonflikt, hvis I ikke glemmer alt om den slags. Sådan lød den kolde afvaskning til os fra en stribe arbejdsgivere kort før jul: http://borsen.dk/nyheder/oekonomi/artikel/1/222259/erhvervsledere_ser_hellere_konflikt_end_hoejere_loen.html

Det skete i en undersøgelse, Berlingske havde sat i gang. 3 ud af 4 erhvervsledere sagde, at de hellere ville have en storkonflikt, end de ville trække pungen bare lidt op af baglommen.

Det ligner rituel stammedans. Men 3F’erne kan også være med på den leg. Det viser en frisk måling, der er lavet blandt over 2.000 af vores medlemmer. Her er mere end 2 ud af 3 klar til strejke og konflikt. Men selvfølgelig kun, hvis det hele bryder sammen. Og vores krav bliver hældt helt ned ad brættet.

Det skriver Jyllands Posten og andre medier mere om i dag: http://avisen.dk/staerk-strejkevillighed-hos-3f-medlemmer_158913.aspx

Her er også mere om de krav 3F’erne har: Flere muligheder og penge til fyrede, sikring af reallønnen, styrket indsats mod løndumping og seniorordninger ligger højt, når 3F’s medlemmer skriver ønskeliste: http://epn.dk/samfund/arbmarked/article2665269.ece

Det er trygt for mig at vide, at vores krav om tryghed og fællesskab går igen, når vores medlemmer bliver spurgt. Men det er måske overraskende, at mere end hver tredje ønsker sig seniorordninger. Også selv om de er yngre.

Sådan var det faktisk også i 2010, hvor stop for løndumping var hovedkravet. Det blev også bakket massivt op af 3F’ere i brancher, der ikke var truet. De fleste kunne nok se, at stort set alle bliver ramt af det pres på løn og job, løndumping udløser. Det er måske det samme med seniorordninger. Dem kan alle se frem til at få brug for på et tidspunkt. Eller også kan de se kolleger, der har behovet.

Det er også trygt at vide, at 3F’erne er klar til konflikt, hvis det skulle komme dertil. Men der er ingen, der håber, at vi når så langt. Det er faktisk derfor, vi forhandler.

Indtil nu er der ingen tegn på, at det går galt. I de her indledende forhandlinger er vi først og fremmest 3 fra transportgruppen, der mødes med DI’s folk. Jeg selv, Jørgen Aarestrup og Karsten Kristensen. Karsten er koordinator for lager- og havnearbejderne og Jørgen er koordinator for chaufførerne i transportgruppen. Så vi er et lille, men bredt og erfarent hold.

Men det er ikke det eneste, der foregår. For vi er også gået i gang med rugbrødsarbejdet. Det foregår i forskellige undergrupper hvor folk fra hver side mødes. Her drøfter man de forskellige krav. Ikke mindst vores ønsker om tryghed og fællesskab: Uddannelse, lærlinge og vejen ind på arbejdsmarkedet, seniorordninger og ikke mindst. Tiltag, der kan dæmme op for løndumping, der hvor det fortsat halter.

Vores undergrupper mødes løbende med forhandlere fra DI for at tale om forskelle emner på Fællesoverenskomsten. Det er et vigtigt rugbrødsarbejde. For der er meget der skal afklares med arbejdsgiverne. Mange detaljer, der skal være belyst, før forhandlingerne spidser til for alvor.

Vi har aftalt med DI, at vi gerne skal være færdige med det meste før 10. februar. Der er over 20 dage til. Men selv om vi skulle sidde midt i forhandlinger efter 10. februar. Så betyder det ikke, at en konflikt er lige om hjørnet. I 2010 rundede vi 1. marts, førend de første aftaler kom i hus på transportområdet. Med andre ord. Der er tid endnu.

Jan