På transportområdet har chauffører, havnearbejdere, lagerfolk, bude og vaskeriarbejdere brudt en tradition. Der er stemt ja fra transportområdet for anden gang i træk.

Og det er et tydeligt ja. Fra 56,5 procent af dem, der stemte.

Det skal ses i lyset af, at Transportgruppens medlemmer har haft tradition for at sige nej siden storkonflikten i 1998. Det blev et nej i både 2000, 2004 og 2007. I 2000 blev det endda et nej, selv om cirka 2 ud af 3 SiD’ere stemte ja.

I 2010 blev den tradition brudt første gang. Nu kom der et ja igen her i 2012. Vores medlemmer er kendt for viljen til at slås. Men afstemningerne i 2010 0g 2012 viser, at 3F’erne på transportområdet ikke bare ønsker et slagsmål for slagsmålets skyld. De kan også tage et stort ansvar.

Selv er jeg naturligvis glad for, at de nye overenskomster er stemt hjem. For det styrker os meget, at vi både kan sige ja og nej.

Det giver stor vægt, når vi forhandler. Det er en stor styrke, når der er et sikkert mandat fra baglandet. Og det kan der blive god brug for. Den dag vil komme, hvor vi ikke kan opnå et godt resultat ved forhandlingsbordet.

Tilbage til resultatet i 2012.

Vi kan ikke prale med, at der er store stigninger i lønnen. For det fik vi ikke. Men vi fik nye rettigheder. Seniorer får ret til at holde op til 22 fridage om året. Arbejdsgiverne skal betale 50 procent mere til uddannelse. Og fyrede får ret til 14 dages ekstra opsigelsesvarsel, hvis tiden bruges til uddannelse.

Det er resultater, jeg forventer mig meget af. Det er resultater, der kan udbygges. Blandt andet i de forhandlinger, der er på vej med arbejdsgiverne og regeringen. Det er de såkaldte trepartsforhandlinger. Vi har netop givet uddannelse et massivt løft i overenskomster. Og uddannelse bliver også et vigtigt tema i trepartsforhandlingerne.

Hvis der satses rigtigt på uddannelse til alle. Så kan det blive lige så vigtigt, som dengang sidst i 80’erne, hvor fagbevægelse, arbejdsgivere og regering lavede vigtige aftaler. Og hvor der blev sikret pension til alle. Også til ufaglærte.

Og så er der problemerne med løndumping. De har også fyldt meget i år. Vi har også fået et resultat hjem her. Et nyt værktøj, vi venter meget af. Det er omvendt bevisbyrde. For eksempel hvis vi opdager, at tre ansatte bliver snydt. Så skal arbejdsgiveren nu bevise, at det ikke også gælder de øvrige 50 ansatte…

Og nu vi er ved løndumping og fremtiden…Så er det også et politisk problem. Det vil jeg opfordre regeringen til at bruge mere tid og kræfter på.

Der er mange milliarder på spil. Milliarder der kan bruges på velfærd. Og til at sikre reelle job og indtægter. Det gav jeg mit bud på forleden.

Nu er det op til regering og arbejdsgivere, om de vil lytte. I denne omgang er det slut med meldinger om overenskomster og forhandlinger her på bloggen.

Tak til alle jer, der stemte.

Tak til alle jer, der læste med.

Og tak til alle jer, der skrev og kommenterede med meninger og spørgsmål

Jan

Så blev det fredag. Og nu bliver afstemningen om de nye overenskomster skudt i gang.

Stemmesedler og materiale er på vej ud til 3F’s medlemmer. Og i går holdt vi repræsentantskabsmøde i 3F. Her var den samlede pakke overenskomster til debat og til afstemning. Og et stort flertal blandt de 268 tillidsfolk anbefaler, at 3F’erne stemmer ja.

Det var et markant ja. Men det er ikke et stort ja, hvor vores tillidsfolk råbte hurra til høje stigninger, der fylder pungen og lønkontoen. For det er ikke gyldne aftaler, når det gælder lønnen.

Men der er andet og mere end løn. Det her handler om hele pakken. Og der er faktisk nogle ting, der peger fremad – også til tiden efter krisen. Jeg vil lige nævne tre af dem her:

På transportområdet har vi sikret nye muligheder for uddannelse. Arbejdsgiverne skal betale 50 procent mere til vores uddannelsesfonde.

Vi øger trygheden for dem, der bliver fyret. Det sker også med uddannelse. På transportområdet får alle ret til 14 dages ekstra opsigelsesvarsel, hvis tiden bruges på uddannelse.

Vores medlemmer på transportområdet har også fået ret til seniorordning. 22 ekstra pausedage hvert år, hvor man har ret til at holde fri, når man er fem år fra folkepensionen.

Det er her og nu. Og så er det værd at se på perspektivet.

Det tog godt 15 år at udbygge vores arbejdsmarkedspension fra 0 til 12 procent. Vi startede fra 0 procent i 1993 og nåede først 12 procent i de overenskomster, der kom på plads i 2007.

Det var også i 2007, vi for alvor tog hul på uddannelse. Vi fik fonde med penge og mulighed for betalt uddannelse. Det er de fonde, vi styrker nu. Og de kan udbygges endnu mere i fremtiden.

Det samme kan vores seniorordninger.

Det samme kan vores udvidede opsigelsesvarsel.

Overenskomsterne udvikler sig i takt med samfundet. Sten på sten og lag på lag.

Vi forhandlede sidst i 2010. Siden har politikerne halveret dagpengeperioden. De har skåret i uddannelse. De har sat pensionsalderen op. Og de har udhulet efterlønnen.

Samtidig står vi midt i en alvorlig krise. Derfor var udfordringerne store og mange her i 2012.

Vi har ikke løst det hele. Vi har ikke opfyldt alle krav og ønsker.

 Men vi har rettet op på nogle af de forringelser og stramningerne politikerne har vedtaget. Det hører med, når man ser på resultatet.

Vi er ikke helt færdige, når der er stemt om de nye overenskomster. For bagefter venter de såkaldte tre-parts-forhandlinger. Her skal regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne mødes og aftale hvordan vi kan skabe fælles løsninger på krisen. Og hvordan vi kan skabe fælles løsninger, der kan ruste Danmark til fremtiden.

Her har vores nye overenskomster taget vigtige skridt, når det gælder uddannelse. Både for dem, der er i job. Og for dem, der mister deres arbejde.

Men her og nu gælder det afstemningen.

Det er vigtigt at stemme. Uanset om man er tilfreds med de nye aftaler eller ikke synes, resultatet er noget værd. Men jo højere stemmeprocenten bliver – jo bedre. Det er demokratiets spilleregler. Og det er nu, man kan give sin mening til kende.

Hvis man lader være med at stemme og i øvrigt er tilfreds med de nye aftaler, så risikerer man 2 ting. Enten at de andre stemmer en aftale ned over hovedet på en, som man ikke selv kan lide. Eller at de andre sætter en storkonflikt i gang, selv om man egentlig selv er godt tilfreds.

I Transportgruppen er vi ude og møde vores medlemmer i næste uge. Her kan man stille spørgsmål til de nye aftaler. Og man kan diskutere med os. Du kan se tid og sted her:

Jan

PS: i 2010 handlede de nye overenskomster meget om løndumping. Det gjorde de også i år. Og ikke kun på byggeriet.

Vores værktøj mod løndumping er nu en permanent del af vores overenskomster. Og vi har fået reglerne om lønkontrol strammet op. Det sker med omvendt bevisbyrde.

Det forventer jeg mig meget af, når sager om løndumping ender i Arbejdsretten. Omvendt bevisbyrde betyder nemlig, at når vi går i retten med enkelte sager om løndumping på en virksomhed. Så er det fremover op til arbejdsgiverne at bevise, at hans eller hendes øvrige ansatte får den løn, overenskomsten siger, de skal have.

Er der ikke noget, der kun er for dem, der betaler!!!..

Den slags spørgsmål er der kommet en del af. Senest fra Jan Laursen. Han efterlyser noget i overenskomsterne, der gør forskel på medlemmer af 3F og ”de andre”. Jan Laursen foreslår, at man burde tage 60 øre fra den lønsting, alle får. Og smide pengene i en fond, der kan bruges til at sætte prisen på at være med i 3F ned – og så alle er med til at bidrage.

Jeg kan sagtens forstå forslaget. Der var lignende tanker fremme, da vi diskuterede krav op til forhandlingerne. Men forslaget er ekstra svært den her gang, fordi rammerne er så smalle. Hvis man trak 60 øre fra lønnen hvert af de to år. Så ville lønstigningen være endnu mindre.

Et andet argument, der taler imod. Det er, at vi har område-overenskomster her i Danmark. Det betyder, at alle ansatte på et område er dækket. Uden skelnen til, hvilken fagforening, man er medlem af. Det er et argument arbejdsgiverne holder godt fast i. De ønsker ikke at gøre forskel på deres ansatte.

Andre lande har overenskomster, der kun gælder for dem, der medlem af en bestemt fagforening. Det er en synlig forskel. Men det giver det problem, at arbejdsgivere kan finde på at vælge de billigste, når der skal hyres folk. Og det vil typisk være dem, der står uden for. Eller dem, der har valgt den fagforening, der kan tilbyde den billigste overenskomst med den laveste løn.

Det sidste system ønsker jeg ikke her i Danmark. Men det ser ud til, at det er et hedt ønske hos Det Faglige Hus i Esbjerg. Her bestemmer Johnny Nim. Helt alene – uden demokrati, forhandlingsudvalg og afstemninger om overenskomster…(hvis han da har nogen).

Men meninger og folk omkring sig, der kan give gode råd. Det har han. Her er et af dem, han gerne giver videre. Det handler om vores overenskomster. Og hvis jeg ellers kan læse. Så vil han sætte lønnen ned. I hvert fald for chauffører:

“Det er de meget stive og dyre branche-overenskomster, som blev indgået i opsvingstider, der nu får flere og flere arbejdsgivere til at udflage lastbiler eller flytte produktions-opgaver ud af landet”.

 Det står alt samen her sort i sort og blåt på gult: 

Her er virkelig en forskel på hvad 3F’erne får i forhold til de gule. Prisen er lav i Det Faglige Hus. Det bliver lønnen også, hvis Johnny Nim kommer til et forhandlingsbord. Og de Kristelige kan også være med, når kursen går mod ringere vilkår:

Det ændrer ikke på, at der er alt for mange, der nasser.

Både de arbejdsgivere, der bruger ulovlig arbejdskraft, der kan hentes billigt i Rumænien, Polen eller Estland. Og dem, der lader kollegerne betale de regninger, der skal til, når vi skal forhandle overenskomster. Og når vi skal sikre, at overenskomsterne bliver overholdt.

Det er jo hverken Johnny Nims gule hus i Esbjerg eller de kristelige, der stopper løndumping. De går jo ind for det selv. Og det er en synlig forskel på 3F og de andre.

De nye overenskomster gør ikke direkte forskel på 3F og de gule, når de tgælder løn og tillæg. Men vi i 3F kan gøre en forskel, når vi møder kollegerne med åben pande. 

Spørg dem I kender, der er med i Det Faglige Hus. Spørg om de enige med deres forbundsdirekør Johnny Nim i at lønnen skal ned. Og om det kun gælder for chauffører.  

Spørg de kristelige kolleger. Spørg om de er enige med deres kundeformand, Søren Fibiger, i, at efterlønnen skal afskaffes…

 Spørg de uorganiserede. Spørg, hvorfor de løber fra regningen, når 3F vil afsløre snyd, løndumping og plat.

 Hjælp de gule. Giv dem nogle gode svar. Og skriv også gerne her på bloggen, hvis I har gode forslag til, hvordan vi kan vise de gule og uorganiserede kolleger, at der er forskel.

Jan

Kim D. Jensen og Mogens Christiansen efterlyser hurtige svar fra mig på nogle af de spørgsmål, der er rejst i indlæg på bloggen. Mogens først. For han spørger om delevagter er blevet afskaffet.

Delevagter er noget, der findes i busbranchen. Jeg kan ikke svare på, om der kommer nye tiltag her. Vi har stadig kun fået de første to overenskomster lavet. Og de omfatter ikke buschauffører. 

De forhandler med arbejdsgiverne i AKT. Og de er ikke færdige endnu.

Det er forhandlerne på vores største overenskomst til gengæld netop blevet. Det er overenskomsten for chauffører og andre 3F’ere, der er ansat hos vognmænd og firmaer i ATL (Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik). Den overenskomst dækker cirka 20.000 ansatte. Her i blandt også skraldemænd, eksportchauffører, flyttemænd  og en stor gruppe lager- og terminalarbejdere.

Den aftale og andre aftaler tager et stykke tid at få på plads, selv om vores første overenskomst med DI lægger rammerne for resten. For i hver enkelt overenskomst er der forskellige ting, der skal tages højde for eller laves om. Et eksempel fra sidst var netop ATL-overenskomsten, hvor der blev rettet op på en mangel. Således at også ansatte her fik sikret ret til at holde fri på barnets første sygedag.

Nå. Tilbage til tæskene. For dem får jeg nogen af, og det skyldes især lønnen. Her er der flere, der skriver, at resultatet er ”en ommer”. Det har man alt mulig ret til at mene. Og om nogle uger sikrer afstemningen, at alle får mulighed for at blive hørt. For man kan sige ja eller nej. Og så kan man jo bruge stemmesedlen til at kræve ”en ommer”.

Jeg ville også gerne lave en ommer – på krisen. For det er som regel sjovere at forhandle, når det går godt med økonomien, og hvis der er mangel på arbejdskraft. Det var der i 2007. Men sådan er situationen ikke i dag. Nu er det omvendt. Der er ikke mange penge at gå efter. Til gengæld gik vi efter mere tryghed.

Om det er nok, godt nok, ok – for ringe eller en katastrofe. Det er vi cirka 50.000, der skal afgøre. En “ommer” kommer, hvis der er et nej-flertal efter reglerne, når der er stemt.

Det svar kommer vi til at vente nogle uger på. Men jeg vil meget gerne give Jonas Trier og Frank H. Jørgensen ret. Det er skamløst, vanvittigt og helt ude i hampen, når bankdirektører og andet godtfolk hæver hyren med 40 procent. Det er et meget mystisk signal at sende. Og da særligt fra bankernes side, efter en tid, hvor netop de har hentet massiv statsstøtte og hjælp til at klare krisen. Vel at mærke imens politikerne skærer ned og ødelægger efterlønnen for os andre.

Lennart Højmark og Mogens Christiansen spørger om uddannelse. Og om de rettigheder, vi har fået her. Det er rigtigt forstået, at der skal skrues op for uddannelse – både mens man har et job – og for dem, der er mister deres.

Det er derfor, vi er gået efter planlægning og flere penge til uddannelse. Det har vi fået. Og det skal sikre, at flere får en plan for uddannelse, så man ved, hvad man skal gå efter. Også i det tilfælde, at man bliver fyret.

Her kommer vores afdelinger ind i billedet. Her kan man få rådgivning og hjælp. Også til uddannelse. Og Mogens Christensen har ret, når han antyder, at det giver udfordringer. For der er selvfølgelig steder i landet, det bliver sværere at få en hurtig uddannelse på plads end andre. Sådan vil det altid være. Men det er her planer og planlægning kan hjælpe. Og så lige et svar til Kim D. Jensen. Det er godt for dig, at din arbejdsgiver allerede betaler, når du skal på lovpligtig uddannelse. Men sådan er det langt fra alle steder.

Derfor er jeg glad for, at vores overenskomst nu sikrer, at alle chauffører får dækket udgiften. 5.000 kroner er mange penge at betale for uddannelse, som EU og dansk lovgivning kræver – og som arbejdsgiverne har gavn af. Nu er regningen endt hos rette vedkommende. Via overenskomsten. Uden at man skal tigge, argumentere eller slås om det lokalt…Og uanset hvem arbejdsgiveren er… Den slags lykkes for nogen. Men det er heller ikke altid noget let slagsmål at vinde – midt under en alvorlig krise. 

Jan

Og lad mig sige det med det samme. Den er ikke gylden, når det gælder flere penge på lønkontoen.

Her får alle på fuld tid mindst 550 kroner mere om måneden. Det er over to år. Så reallønnen falder frem til 2013. Og der er langt til de gode tider i 2007, hvor vi forhandlede over 1.000 kroner om måneden ekstra hjem i overenskomsterne – hvert år i tre år.

Det øgede realløn og købekraft ganske betragteligt. Også i 2008 og 2009, hvor krisen var godt i gang. Det er spillets regler, når man forhandler løn 2 eller 3 år ud i fremtiden. Og det er i det perspektiv, man skal se den nye overenskomst.

De små stigninger på lønnen skyldes krisen. Og de snævre rammer, der var at forhandle ud fra. Så hvis man regner realløn og antallet af liter mælk, man kan købe for sin løn. Ja så falder antallet af liter mælk i indkøbsvognen lidt de kommende år. Men sammenlignet med 1. marts 2007. Så vil man de kommende år fortsat have råd til mere end dengang. Det hører med i det store perspektiv.

Når det så er sagt. Så har vi fået noget mere ud af forhandlingerne.  Og det rækker ud i fremtiden. Kort sagt er der 4 ting, der sikrer mere tryghed og nye rettigheder gennem hele arbejdslivet:

Unge under 20 år får nu indbetalt pension fra den dag, de fylder 18. Det giver typisk unge 38.000 kroner mere i pension fra arbejdsgiveren. De trækker renter i resten af arbejdslivet. Det hører også med, når man snakker løn.

Der sikres mere og bedre uddannelse. De fleste vil få en individuel uddannelsesplan. Så kan man opnå nye kvalifikationer, og der er bedre mulighed for at blive faglært. Uddannelse styrker værdien på arbejdsmarkedet. Og når man er faglært, udløser det et tillæg. Det giver 6.600 kroner mere om året. Det hører også med, når man snakker løn.

Opsigelsesvarslet bliver forlænget med 14 dage, hvis tiden bruges til uddannelse. Det skal gøre vejen retur i nyt job lettere. Det betyder, at fyrede nu har ret til i alt 4 ugers uddannelse med fuld løn, før de behøver gøre brug af dagpengesystemet. Det er et stort fremskridt på vores område.

Og så er der seniorerne. De får ret til selvbetalt frihed. Op til 22 ekstra fridage hvert år. Dem kan man vælge at holde uden løn. Eller man kan få udbetalt pensionskronerne fra de ekstra år i job, når man holder fri. Det er en ny rettighed, der giver ekstra pusterum og modvirker nedslidning i en tid, hvor efterlønnen skæres ned og pensionsalderens stiger.

Og så har vi løst et særligt problem for chauffører. De slipper for en regning på cirka 5.000 kroner hvert femte år. Dem har de hidtil måttet betale for at tage lovpligtig efteruddannelse. Det slipper de for nu. For der er fuld løn, imens man er på uddannelse. Nu skal arbejdsgiverne betale. Også det hører med, når man snakker realløn. Og om året svarer det her til cirka en krone mere i timen før skat.

Man kan læse mere om overenskomsten her.

Og så er der en fordel med sådan en blog, som den her. Man kan skrive sin mening om det her nedenunder. Uanset om man er tilfreds, skuffet glad eller rasende. Bare sig din mening.

 Jan

Vores overenskomst er den første, der skal på plads på det såkaldte normallønsområde. Det er den type overenskomster, som også ansatte i blandt andet rengøringsbranchen, på slagterierne og i beklædningsindustrien arbejder på. Og på vores områder bliver langt det meste aftalt centralt.

Derfor kan man ikke sammenligne direkte med industriens område, hvor den store toneangivende overenskomst for industrien faldt på plads i søndags.

Men vi er fælles om den overskrift, der hedder tryghed og fællesskab. Og det er nogle af de samme temaer, der går igen. Blandt andet uddannelse og bedre vilkår for seniorer.

Der er – som skrevet - forskelle. Og betyder, at det kan tage et stykke tid. I 2010 blev vi færdige med de sidste forhandlinger i løbet af lørdag, søndag og mandag. Men i 2007 endte vi i forligsinstitutionen – og her sad vi fast i over 3 uger.

Derfor er vi forberedt på, at det kan tage lang tid. Og imens vi sidder i forhandlinger med DI her i weekenden – ja da bliver det nok lidt småt med nyheder her på bloggen.

Her vil jeg vende tilbage med nyt, når der er mere at fortælle. Men det hører ikke med til forhandlinger med DI, at man lukker noget ud, imens man stadig forhandler.

Jan

Sådan er det ikke alle steder. Heller ikke i de andre EU-lande. Værst lige nu i Grækenland, hvor det er politikerne, bankerne og EU, der dikterer mindsteløn, tryghed, pension og andre dele af overenskomsterne.

I Grækenland er der faktisk lige faldet en ny tre-årig ”overenskomst” på plads. Og det er sket hen over hovedet på de ansatte og på medlemmerne af de græske fagforeninger. Resultatet er utrygt og uhyggeligt.

- På det private arbejdsmarked skal mindstelønnen sænkes med 20 procent. Fra 6.500 kroner om måneden til cirka 5.200 kroner.

- Satserne skal gælder de næste tre år…Her er fuldt lønstop.

- Samtidig skrues op for utrygheden. Der skal fyres folk i bundter og pensionen sættes ned. Hvor meget er man ikke færdige med at forhandle på plads…

I Grækenland er det ikke fagforeningerne, der har siddet med ved forhandlingsbordet.

Det har i stedet den græske regering. Og modparten er EU, bankerne, finansfolk og embedsmænd, der normalt IKKE spiller en rolle, når der skal forhandles på arbejdsmarkedet.

De har desuden aftalt, at de offentlige lønninger skal holdes i ro. Og at det skal være sådan, indtil arbejdsløsheden er under 10 procent.

- I dag er den på 19 procent. Og Grækenland skal have 150.000 færre offentligt ansatte inden 2016…Man behøver ikke være nationaløkonom for at regne ud, hvad det betyder….Der går rigtigt mange år, før der vanker lønstigninger i Grækenland.

Samme billede ser man også i en række andre EU-lande, hvor staten fastsætter løn og arbejdstid. Men de hidtil værste eksempel er Grækenland og Irland.

Lige nu venter vi på, at forhandlingsbordet bliver varmet helt op. Imens tænker jeg på, hvor glad jeg er for vores danske model. I den model vi har. Ja her er det lønmodtagerne selv, der skal godkende de resultater, vi i 3F og andre forbund er i gang med at forhandle hjem.

Man skal ikke kigge ret langt ud over grænserne, hvis man vil mærke værdien af vores danske model. Til gengæld skal vi blive langt langt bedre til, at forklare, hvad vores danske model handler om.

Vi skal nok få se i tv, hvad grækerne siger til, at de skal ned i løn. Men forskellene på den græske og den danske model. Og hvad forskellen betyder for lønmodtagere i Grækenland, Irland, Spanien, Portugal, Italien og Danmark. Ja det har TV og aviser ikke travlt med at fortælle om.

Jeg kan ikke love ret meget endnu om det resultat, vi snart skal have klar. Men én ting vil jeg garantere. Der er ingen, der får en græsk løsning trukket ned over hovedet.

Det er en af de ting, vores danske model kan sikre. Vi bestemmer selv, hvad vi siger ja eller nej til. Og vores medlemmer kan hælde det hele af brættet, hvis det ikke er godt nok.

Jan

Jeg kan se, der er nogen, der spørger til, hvorfor vi er så stille. Og om der overhovedet sker noget.

Svaret er, at der sker noget hver dag. Men vi er ikke klar til at skrive under på aftaler endnu. Og vi skal lidt længere frem i forløbet, førend vores store forhandlingsudvalg bliver kaldt ind, så vi kan få afklaret, om der er en overenskomst, vi kan skrive under på.

Lige nu er regnemaskinerne fundet frem. Både hos DI og hos os. For vi skal vi kigge nærmere på, hvad rækken af forskellige forslag og indspark betyder og koster.

Vores temaer er tryghed og fællesskab. Og noget af det, vi diskuterer, skal der jurister og uddannelsesfolk ind over. Det er en bred palet af ting, der er i spil: Lige fra uddannelse, lærlinge og vejen ind på arbejdsmarkedet. Og til seniorordninger og tiltag, der kan dæmme op for løndumping, der hvor det fortsat halter.

Der skal to til at lave en aftale. Derfor bruger vi fortsat en masse tid på at spille forslag og regnestykker frem og tilbage.  Vi har aftalt med DI, at vi gerne skal være færdige senest 10. februar. Det ser ud til, det kniber med at nå det mål. Men vi kan sagtens blive færdige, før kalenderen kalder på forligsmand og udsigt til stor-konflikt.

Her er nogle af nøgle-datoerne fra sidste gang. Det giver et overblik over hvordan det gik, da der kom skred i sagerne. Det lykkedes i tide – og uden at vi skulle inddrage forligsmanden for alvor:

Mandag 22. februar 2010: Det store industriforliget faldt på plads mellem DI og CO Industri.

Mandag 1. marts 2010: Vores første aftale på transportområdet kom på plads med DI. Det er den såkaldte fællesoverenskomst. Den skal også på plads som den første på vores område i år. For det er den, der lægger rammerne for resten af transportens aftaler og for de overenskomster, der i øvrigt findes på normallønsområdet. Blandt andet rengøring og slagterier.

Det plejer at gå stærkt, når fællesoverenskomsten er hjemme. I 2010 faldet den store ATL-overenskomst på plads fire dage efter….Fredag 5. marts. ATL-overenskomsten er vores største. Den dækker 30.000 skraldemænd, eksportchauffører, flyttefolk, lagerarbejdere og godschauffører.

8. marts fik 10.000 buschauffører ny overenskomst. Turistchaufførerne fik deres overenskomst 16. marts.

Jeg kan se, at Bente Nielsen spørger til vaskeriernes overenskomst. I 2010 skulle vi helt hen forbi 1. april, førend vaskerierne fik deres aftaler i hus.

Vaskeriernes aftaler har deres helt eget forhandlingsudvalg. Her sidder jeg ikke med. Men jeg er sikker på, at der kommer nyt derfra, når Tina Petersen og resten af forhandlingsudvalget på vaskeri-området når i mål.

Men den første forudsætning for, at det sker – det er som skrevet, at vi får den første aftale på plads: Fællesoverenskomsten mellem DI og 3F’s Transportgruppe.

ITD har udgivet en rapport. Her står meget sludder. Blandt andet om, at chaufførerne skal ned i løn. Vores overenskomst skal afskaffes. Det samme skal de mange regler og den kontrol, der ”forstyrrer” danske vognmænd og deres chauffører. Og så skal der gøres op med fagforeningernes tvang mod både chauffører og vognmænd…Som jeg forstår det er det her godsloven ITD vil af med. Den del af den, der kræver at chauffører i danske lastbiler får løn efter 3F’s overenskomst. Men læs selv mere nederst i linket her.

Tak for kaffe. Og godt det ikke er ITD, vi forhandler direkte med.

Men ITD’s formand hedder Mogens Therkelsen. Hans firma har samme navn og er medlem i DI. Og det er Mogens også. Endda formand for DI i Sønderjylland, hvor ITD og DI har mange andre dobbelt-medlemmer

Trods den post tillader han og ITD sig at blæse højt og flot på vores overenskomst. Og på de aftaler mod løndumping, vi lavede med DI i 2010. Aftaler, der giver mulighed for kontrol med brodne kar. Og aftaler, der skal signalere fælles fodslaw mellem 3F og DI omkring politisk indsats mod snyd, fusk og dumping.

Jeg har naturligvis rejst det her for DI. Det er rart at vide, om deres ITD-medlemmer sidder med på bagsmækken, når vi forhandler. Jeg forstår på DI, at det gør ITD ikke. Og at ITD’s meldinger står helt for ITD’s egen regning. Også når det gælder ITD’s udmelding om, at de har diverse politikere og DI’s opbakning til store dele af deres arbejde. For det oplyser ITD på sin hjemmeside:  

Det må være ønsketænkning – eller måske en nødløgn til ITD’s bagland. For DI bakker op om de aftaler, vi sammen skrev under på i 2010, da vi sidst indgik overenskomst…Og om de ønsker om kontrol, vi gik til regeringen med i 2010:

Det kan måske være, at Venstre støtter ITD. Men i så fald er det en U-vending partiet har taget. Venstres Ex-skatteminister Troels Lund Poulsen kaldte for nylig vognmandsbranchen præget af fusk og socialt bedrageri efter stor razzia, som han selv lovede flere af.

Jeg kan heller ikke tro, at Socialdemokraterne, de radikale, SF og Enhedslisten giver ITD opbakning. Regeringen og Enhedslisten har lige afsat 65 millioner på finansloven. Pengene skal gå til indsats og kontrol mod lønduming. 10 af millionerne endda direkte mod østchauffører og lyssky vognmænd.

Støtten til ITD kan vel heller ikke komme fra Dansk Folkeparti, der altid raser mod udlændinge, der bryder loven. Og som opstillede en eksportchauffør til valget med samme mål. 

Man skal høre meget sludder. Men jeg er enig med ITD i en ting: Det er et stort problem, at vi har mistet 8.000 chaufførjob siden 2008. For de er ikke alle sammen blevet kørt i grøften af krisen. Men jeg vil gerne slå fast. ITD kommer ingen vegne med tanker om, at chauffører skal ned i løn. Og at deres overenskomster skal afskaffes. Og ITD tager fejl…Det er mere kontrol. Ikke mindre kontrol der er brug for.

Ellers kan vi lige så godt give op. Hvis vi går ITD’s vej. Så bliver det endnu mere af den her slags vilkår, hvor chauffører som Bjørn kører på ulovlige vilkår for 14.000 kroner om måneden. Eller flere østchauffører, der fylder diesel i tanken og vodka i blodet for at holde livet ud.  Og endnu flere chauffører, der kører solen sort og bryder alle regler.  Sådan som det blev afsløret af DR’s Bag facaden.

Kontol kan vise flere ting. Så jeg vil uddele en rose til slut. Den skal gå til politiet i Randers. De stoppede i sidste uge en tjekkisk lastbil med to rumænske chauffører. De to får nu bøder på over 50.000 fordi de har brudt reglerne om køre hvile tid massivt.

Godt når der sker noget. Mon politiet også undersøger, hvem der ejer lastbilen, og om den kørte her i landet lovligt. Og mon firma/vognmanden også får en bøde? Måske er han dansk. Altså vognmanden. Det kan politiet måske få at vide hos ITD?

Jan

Det skete i en undersøgelse, Berlingske havde sat i gang. 3 ud af 4 erhvervsledere sagde, at de hellere ville have en storkonflikt, end de ville trække pungen bare lidt op af baglommen.

Det ligner rituel stammedans. Men 3F’erne kan også være med på den leg. Det viser en frisk måling, der er lavet blandt over 2.000 af vores medlemmer. Her er mere end 2 ud af 3 klar til strejke og konflikt. Men selvfølgelig kun, hvis det hele bryder sammen. Og vores krav bliver hældt helt ned ad brættet.

Det skriver Jyllands Posten og andre medier mere om i dag: http://avisen.dk/staerk-strejkevillighed-hos-3f-medlemmer_158913.aspx

Her er også mere om de krav 3F’erne har: Flere muligheder og penge til fyrede, sikring af reallønnen, styrket indsats mod løndumping og seniorordninger ligger højt, når 3F’s medlemmer skriver ønskeliste: http://epn.dk/samfund/arbmarked/article2665269.ece

Det er trygt for mig at vide, at vores krav om tryghed og fællesskab går igen, når vores medlemmer bliver spurgt. Men det er måske overraskende, at mere end hver tredje ønsker sig seniorordninger. Også selv om de er yngre.

Sådan var det faktisk også i 2010, hvor stop for løndumping var hovedkravet. Det blev også bakket massivt op af 3F’ere i brancher, der ikke var truet. De fleste kunne nok se, at stort set alle bliver ramt af det pres på løn og job, løndumping udløser. Det er måske det samme med seniorordninger. Dem kan alle se frem til at få brug for på et tidspunkt. Eller også kan de se kolleger, der har behovet.

Det er også trygt at vide, at 3F’erne er klar til konflikt, hvis det skulle komme dertil. Men der er ingen, der håber, at vi når så langt. Det er faktisk derfor, vi forhandler.

Indtil nu er der ingen tegn på, at det går galt. I de her indledende forhandlinger er vi først og fremmest 3 fra transportgruppen, der mødes med DI’s folk. Jeg selv, Jørgen Aarestrup og Karsten Kristensen. Karsten er koordinator for lager- og havnearbejderne og Jørgen er koordinator for chaufførerne i transportgruppen. Så vi er et lille, men bredt og erfarent hold.

Men det er ikke det eneste, der foregår. For vi er også gået i gang med rugbrødsarbejdet. Det foregår i forskellige undergrupper hvor folk fra hver side mødes. Her drøfter man de forskellige krav. Ikke mindst vores ønsker om tryghed og fællesskab: Uddannelse, lærlinge og vejen ind på arbejdsmarkedet, seniorordninger og ikke mindst. Tiltag, der kan dæmme op for løndumping, der hvor det fortsat halter.

Vores undergrupper mødes løbende med forhandlere fra DI for at tale om forskelle emner på Fællesoverenskomsten. Det er et vigtigt rugbrødsarbejde. For der er meget der skal afklares med arbejdsgiverne. Mange detaljer, der skal være belyst, før forhandlingerne spidser til for alvor.

Vi har aftalt med DI, at vi gerne skal være færdige med det meste før 10. februar. Der er over 20 dage til. Men selv om vi skulle sidde midt i forhandlinger efter 10. februar. Så betyder det ikke, at en konflikt er lige om hjørnet. I 2010 rundede vi 1. marts, førend de første aftaler kom i hus på transportområdet. Med andre ord. Der er tid endnu.

Jan