Peter Hougård Nielsen om OK12

Af phn

Publiceret Saturday d. 18 February, 2012 kl.17:08, Opdateret Saturday d. 18 February, 2012 kl.17:08

Sjov og alvorlig statue

Nu er der ikke hver dag, at der bliver rejst en statue over mig. Faktisk er det vist min første, så vidt jeg ved. Torsdag eftermiddag rejste nogle håndværkersvende fra 3F-afdelingen Bygge- Jord og Miljøarbejdernes Fagforening i København en statue, som jeg ikke var i tvivl om, var mig. Lige foran indgangen til forbundsbygningen.

Fra mine lommer på statuen hænger kæder af afvredne arme og ben fra dukker. Ikke fordi jeg er et uhyre, der spiser børn.

Men fordi jeg ved forhandlingerne om nye overenskomster skulle huske de mange såkaldte arme og ben virksomheder fra Østeuropa, der bliver dirigeret og instrueret til at give sig ud for at være selvstændige. Men reelt er de underbetalt lønmodtagere.

Det er det seneste skud på stammen af knopskydninger i svindel og bedrag, som medlemmerne og vi faglige tillidsfolk ser ude på byggepladserne. Danske bagmænd og spekulative firmaer forsøger at score kassen maksimalt ved at udnytte andre mennesker til det yderste.

For at undgå fagforeningerne radar bliver polske håndværkere og lønmodtagere over en nat fordret til at etablere sig som underentreprenører. De håber på, at affærdige os med påstande om entreprisekontrakter i stedet for at fremlægge lønsedler.

De prøver at skjule, at vores kolleger fra andre lande bliver snydt. At de med social dumping og unfair konkurrence sætter danske håndværkere ud i arbejdsløshedskøen. Eller får håndværksmestrenes ordrebøger til at gå på livsfarlig skrump.

Fra byggefagforeningerne har vi igen og igen rejst problemerne med udenlandsk arbejdskraft og social dumping. Den nye regering har lyttet og tager initiativer øget kontrol med området fra myndighederne.

I Danmark er delingen sådan, at arbejdsmarkedets parter tager sig af alle de problemer, der er på arbejdsmarkedet. Når myndighederne strammer op og har løst problemerne med de lovløse tilstande i byggebranchen, så kan vi bruge vores tid vores egentlige opgave om at tage sig af faglige forhold.

Det er faktisk derfor, der er i disse dage er intense forhandlinger om nye overenskomster mellem Dansk Byggeri, 3F og de andre byggeforbund under BAT-kartellet.

Vi bliver nødt til at finde mere effektive veje til at løse problemerne med udenlandsk arbejdskraft i egne rækker. Arbejdsgiverne og vi tog et afgørende skridt i den rigtige retning ved forliget om nye overenskomster for to år siden.

Vi er bare nødt til at gå videre, hvis vi skal have fat i den rigtige ende. Det viser statistikken over de såkaldte 48 timers møder for de sidste to år.

Alternativet er skræmmende for medlemmerne af Dansk Byggeri og medlemmerne af de faglige organisationer i byggeriet.

Det og meget andet fik jeg en god times snak med de gode folk fra Bygge- Jord og Miljøarbejdernes Fagforening om, da jeg inviterede dem indenfor til en ostemad og en håndbajer.

Jeg tror, at de er helt med på, at vi er skarpe på at løse problemerne med udenlandsk arbejdskraft. Det har medlemmerne prioriteret som et af de øverste krav for at sige ja til en ny overenskomst. Og det arbejder vi benhårdt for.

I disse timer er vi gået i gang igen med at forhandle os videre til resultater til fordel for medlemmerne. Og at få løftet hele byggebranchen til fordel for både virksomheder og bygningsarbejdere.

Under forhandlingerne har jeg et par gange taget mig selv i at smile for mit indre mig.

Jeg er glad for, at gutterne fra BJMF er fagligt aktive, reflekterer over situationen og problemer – og ikke mindst handler. Det lover godt for fremtiden.

Men tænk, at de har rejst en statue over mig.

Mindre kunne have gjort det. For vi er der for at nå resultater og løse problemer.

Men alligevel…

Kommentér artiklen